Henrik Ibsens skrifter

Hvis du og ​ din hustru skulde bedømme os efter vor lange, vedholdende taushed, så havde I visselig al god grund til at ansé os for meget utaknemmelige. Men sagen er at min hustru gerne overlader al privat brevskrivning til mig; og jeg er af natur og vane bleven mere og mere befængt med den slemme fejl at ​opskyde al korrespondance, der ikke strængt taget angår det rent forretningsmæssige, til den dag imorgen; og den dag lader, som bekendt, længe vente på sig. Men idag vil jeg dog lægge alt andet til side og sende dig nogle linjer, i det jeg håber at vort venskab ikke har taget nogen varig skade af min forsømmelse.

Først og fremst må jeg da ​aflægge vor hjerteligste tak for ​bøgerne, som det var os en stor glæde at modtage og gøre os bekendt med. De fine, anskuelige rejseskildringer hensatte os så levende til de sollyse lande nede ved Middelhavet og vakte vor længsel efter at få se dem igen og om muligt da at komme helt over til Afrika. Og så ​dine digte! Det er i sandhed fra først til sidst et værk, fuldt værdigt Skandinaviens største nulevende lyriker.

Men det er ikke blot for bøgerne vi har at takke eder. Også for ​samværet i Molde sender vi eder vor hjerteligste taksigelse. Dette samvær, ​gensynet af dig og bekendtskabet med din herlige storsindede hustru, har for os været en velgørende berigelse. Det er uden sammenligning den ædleste erindring, vi har taget med os fra vort ophold i Norge.

Om eders Finlands-rejse, navnlig om ​besøget hos Topelius, har vi læst i tidningerne. Om ​festlighederne i Stockholm ​har Sigurd sendt os meddelelser. –

For prof. Dietrichsons og mit gensidige forhold blev ​samlivet i Molde skæbnesvangert. Under den daglige omgang kom der mere og mere til syne en sindets og tankens smålighed, en karakterens ​afkræftelse, en elendig hensyntagen til andre menneskers domme og meninger, som ikke kunde andet end virke modbydeligt på mig. Derfor var det at ​jeg senere trådte op imod ham og gjorde den, som jeg tror, gode gerning at ​få ham fjernet fra hans stilling som studentersamfundets leder. – Men han er på en viss måde at undskylde. Han står ​under en daglig påvirkning af sneverhed og småsindethed, som en så slap natur som hans ikke kan holde stand imod. – –

Og nu sidder I altså atter i Dresden. Jeg håber du gør alvor af ​din plan at skrive et dramatisk arbejde, og jeg synes ikke jeg kan tænke mig andet end at det må lykkes.

Jeg på min side er også fuldt optaget af ​ et nyt skuespil, som jeg længe har havt i tankerne og som ​jeg gjorde nøjagtigere studier til under rejsen i Norge isommer. For øvrigt har vi i denne tid vor søn hos os. I næste måned begiver han sig til sin post som attaché ved legationen i Washington, og så er vi atter ganske alene.

Indlagt sender jeg ​et fotografi, som jeg beder dig i venlighed modtage. Og ligeledes sender jeg eder vore hjerteligste hilsninger og vor gentagne tak for alt godt.